Kirkerummet - et særligt rum

Et særligt rum

At komme ind i et kirkerum med åbne sanser er en oplevelse, der kan sætte mange tanker i gang. Opstandelseskirkens kirkerum er et meget anderledes rum. Det har en hellig karakter med højden til loftet og stjernehimlen. Det kan være godt engang imellem at sætte ord på, hvad det er, man oplever, når man træder ind i sådan et rum. Hvad er det første, man lægger mærke til? Og hvorfor er rummet anderledes end stuen hjemme?

Opstandelseskirkens kirkerum er meget præget af lyset fra vinduerne, der nærmest fungerer som et solur. Alt efter hvilket tidspunkt på året, på dagen og afhængig af vejret, er lyset forskelligt. Det kan give anledning til tanker om lyset fra oven, der falder på vore liv – og som kirkerummet jo følger, når vi kommer til dåb, konfirmation osv.

Det er jo ikke alene synsindtrykket, der påvirker os, men også lyden. Ord vi ikke normalt tager i munden: ord som evighed, nåde, tilgivelse, velsignelse og barmhjertighed. Ord som vi både læser, hører og synger. I sangen og bare i det at være til stede i rummet sammen med andre kan vi opleve et fællesskab. At vi ikke er alene i vor søgen, men at andre søger ligesom os. Musikken, der er levende, er også med til at bevæge os. Ligesom stilheden er det. Stilheden man både kan opleve, når man går ind i rummet alene eller ved gudstjenester og morgenandagter.
Vi bliver også påvirket af, hvornår vi sidst var i rummet: var det ved en bisættelse, en gudstjeneste, en koncert eller et bryllup? Alt afhængig af hvornår det var, oplever vi rummet forskelligt.

Kirkerummet er et rum, hvor livets modsætninger mødes: fødsel og død, glæde og sorg, taknemlighed og vrede.... Der er plads til det hele. Kirkerummet åbner for tanker om vore liv i det store perspektiv: Guds. Vi kommer til at spørge os selv efter mening og sammenhæng. Nogen gange oplever vi at blive ramt, at troen åbner sig for os. At være rummet i en helhed.
Kirkerummet er et særligt rum.
Marianne Fischer