Julens budskab

Så er julen over os igen, og en særlig fortættet stemning sænker sig over land og by. Ingen, end ikke den mest overbeviste ateist, er uberørt. Julen er en højtid, som både små og store ser frem til. Børnene glæder sig til festen og gaverne. De voksne glæder sig til at glæde børnene og til at slappe af i juledagene med familien, vennerne og bekendte ovenpå ræset i de forløbne uger – det ræs, som ingen tvinger os til at deltage i, men som vi alligevel deltager i, for at julen kan blive, som jul nu engang skal være.

Allerede i november, når mørket og vinteren sætter ind, begynder det så småt. Vi tænder lys og varmer os ved forventning om højtiden og de glade dage. Langsomt, men sikkert bygges stemningen op – og som sagt, alle er med. Når det er jul, glemmes for en stund alt det, som skiller os. Alle bekymringer og alle fortrædeligheder skubbes til side, og vi mærker, at det er godt at leve, godt at være sammen.

Julen er dog ikke uden videre en let tid for alle mennesker. Der, hvor man har mistet, eller der, hvor man har svære sorger og bekymringer at slås med, eller føler sig ensom – der kan det føles særligt tyngende i juletiden.

Andre menneskers glæde kan godt gøre ens egen udsatte position særlig nærværende. Det kan få en til at føle sig modløs og udenfor. Og i december måned med al dens julekom-sammen og gaveræs fælder man virkelig, at man skiller sig ud fra mængden; der kommer måske ingen invitationer til en hyggeaften sammen med familien og vennerne. Julekort er der måske heller ikke kommet mange af.

Nej, der er ikke noget at sige til at det kan få en til at sige: jeg har ikke noget at holde jul for – mig har julen ikke noget at bringe. Men så er det godt, at det midt i alt det forskellige som optager vores tanker i julen, alligevel ikke er det, som vi selv kan gøre julen til, der er centrum i det hele. Det er derimod det budskab, som den allerførste julenat blev forkyndt af Herrens engel for nogle hyrder på en mark uden for Betlehem, og som siden har lydt i alverdens kirker som indledning til julen – budskabet som er samlet i ordene:

"I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren".

Det er kernen i det, der har med jul at gøre. Alt det, vi selv kan stable på benene og gøre julen til, er blot svøb uden om denne kerne. For det der skete julenat var, at Gud selv blev menneske i det lille Jesus-barn. I Jesus gik Gud selv ind under vore vilkår og det for – til den bitre ende – at dele al menneskelig nød og bære den som sin.

Vi slipper ikke for sorgen og tvivlen og frygten, fordi Kristus kom til verden julenat. Men fordi han blev født, blev det nyt at være menneske. Fra da af er der ikke nogen situation eller noget sted, vi kan komme, uden at Gud også er med os der. Gud er altid ved vores side, og hvor vi ikke magter noget længere, der bærer han os igennem. Heri består frelsen – ikke at vi slipper for sorgen og tvivlen og frygten, men at han deler vor nød med os, og bærer os igennem den.

Det er julens budskab – at vi ikke længere er overladt til os selv og vores egen skæbne. Budskabet er et vidnesbyrd om, at alle vore fortrædeligheder er overvundet. Og hvor det budskab høres, dér bryder lyset frem i vort mørke – dér fødes håbet, livsmodet og glæden. Og så gælder det ikke kun i juletiden, men hele tiden og for alle mennesker. Så derfor er der altså god grund til at ønske hinanden rigtig glædelig jul.

Betina Bolvig

Julens budskab

Efter december måneds travlhed og juleaftenstress kan man endelig lade roen falde på sig og spekulere over julens budskab.

For december måned er travl. Butiksudstillinger, gadeudsmykning og vore egne hjem er efterhånden invaderet af julemænd, nisser, engle og andre smilende væsener. Vi køber gaver, tænder stearinlys, disker op med brune kager og marcipan.

Vi nyder at være sammen og dele lys med hinanden i den mørkeste måned. Men mellem alle disse smil, gaver og søde sager kan man godt pludselig føle sig noget fortabt. Man bliver stresset over alt det, man skal nå og måske ikke har penge til. Særlig svært er det, hvis man er ked af det. Hvis man har mistet et menneske, man holdt af, eller været igennem en skilsmisse. Så har man ikke det overskud, der skal til for al den festivitas. Så kommer plastiksmilene, gaverne og alt det søde nemt til at virke forløjet og tomt.

Midt i denne tomhed er det vigtigt at holde fast i, at det jo i bund og grund ikke er nisser og brune kager, julen handler om, men derimod at Gud kommer til os midt i den mørke nat. Midt i vores angst, smerte og bekymring over alt det, vi ikke synes vi kan klare, kommer Gud til os som et spædbarn. Deler vores vilkår for at vise os, at han ved, hvordan vi har det. At han ønsker at vise os en vej ud af det.

Julemåneden kan være svær at komme igennem, hvad enten man hører til dem, der elsker at pynte op, eller man hører til dem, der har svært ved at finde juleglæden.

Derfor er det vigtigt ind imellem at stoppe op og tænke på, hvad der er julens budskab. Her tilbyder julens gudstjenester et åndehul. Vi synger julens salmer, hører juleevangeliet, og så er der ikke mindst tid til stilhed og mulighed for at tænde lys.

Marianne Fischer

Tid til stilhed

Vi har så travlt. Der er så meget vi skal nå, og verden omkring os er fyldt med stress og jag. Overalt er der larm og ballade. Trafikken drøner, maskinerne snurrer og musikken kværner. Vores dagligdag er fyldt med lyde. Det er, som om vi er bange for stilheden alle pauser bliver straks fyldt ud med larm.

Vi har musikken kørende, vi har fjernsynet tændt, ikke fordi vi egentlig hører musikken eller ser udsendelserne. Det ligger blot som et baggrundstæppe, som skal forhindre os i at føle os alene og fortabte. I gamle dage var der noget, der hed pausefisk. Ind imellem de enkelte udsendelser på tv var der pauser, hvor man blot så akvariefisk svømme lydløst rundt. Der var tid til stilhed og eftertanke. Men nu bliver selv den mindste pause straks fyldt ud med flimmer og larm. Vi er bange for stilheden.

Men vi har brug for stilheden. Vi har brug for tid til eftertænksomhed. Vi har brug for tid til at finde ud af, hvem vi er, og hvad meningen med os er. Vi må skabe os rum for stilheden, sammen og hver for sig.

Uffe Lundin