Kærlighedens måltid!

Ved hver eneste højmesse søndag formiddag og også somme tider ved andre gudstjenester er der nadver (altergang). De, der vil være med, knæler ved skranken omkring alterbordet og får en smule brød og vin, mens præsten siger, at det er Jesu legeme og blod.

Mange har det lidt svært med nadveren. Især hvis man ikke er så vant til at gå i kirke og måske bare er kommet fordi man skal til barnedåb. Og det er der vel ikke noget at sige til, for hvad er det for noget mystisk noget, det med at spise og drikke Jesu legeme og blod? Hvad skal det betyde? Det må være noget for de særligt fromme, dem som er vant til at gå i kirke, så derfor må vi hellere holde os væk!

Der kan skrives tykke bøger og siges en masse kloge ord om nadveren, men i virkeligheden er det ikke så svært.

Vi ved alle sammen, hvad det betyder at spise sammen. Når vi der hjemme vil holde fest og vise, at der er nogen mennesker, vores familie og vores venner, som vi er glade for og gerne vil være sammen med, så kan vi gøre det ved at spise sammen med dem. Vi inviterer dem til at komme og spise. Det forstår vi alle sammen hvad det betyder.

På samme måde er det med Gud. Når han vil holde fest med sine venner, så inviterer han dem til at spise sammen med sig. Og når Gud holder fest, så er der ikke nogen der er udenfor, så er alle inviteret med. Ved nadveren er der ikke nogen, der er holdt udenfor. Vi er med sammen med alle de andre, dem vi kan lide og dem vi ikke bryder os om både i vores kirke og i alle andre kirker ud over jorden og sammen også med alle dem, der levede før os. Ved alterbordet er de med både vore egne bedsteforældre, oldeforældre osv og alle de andre som fra Jesu tid til nu har været med ved Guds festmåltid. Alterbordet strækker sig bagud i tiden og ind i evigheden.

Det er Jesus selv, der har indbudt os til at spise med. Skærtorsdag aften, aftenen før han blev slået ihjel på et kors, spiste han for sidste gang sammen med sine venner, disciplene og sagde til dem, at hver gang de efter hans død samledes for at spise sammen, så ville han være hos dem, ja han ville være så nær ved dem og ved os som brødet og vinen er når vi spiser og drikker det.

I brødet og i vinen rækker han os sig selv, sin kærlighed, den kærlighed, der er så stærk, at den går i døden for sin elskede.

Fra nadverbordet, fra kærlighedsmåltidet sendes vi ud i livet for at lade andre få del i den kærlighed, vi har mødt, så at de gennem os kan få del i Guds kærlighed.

Brødet og vinen

Hvad er det for nogen underlige små blege tingester, man får at spise ved altergangen. Kan de overhovedet spises? Og hvad med vinen – er det rigtig vin, eller hvad?

Det er nogen af de spørgsmål alle nye konfirmander stiller hvert år, og som mange voksne sikkert også spekulerer på.

Oblater kaldes de små, hvide skiver og de er bagt af mel og vand uden gær på Diakonissestiftelsens oblatbageri, som gennem over hundrede år har leveret brød til næsten alle landets kirker.

Man kan roligt tage dem i munden, de forsvinder hurtigt næsten af sig selv.

Vinen, vi bruger i Opstandelseskirken, er en israelsk hedvin, så der er altså alkohol i den.

I nogle kirker har man valgt at bruge alkoholfri vin eller druesaft, men vi mener, at altervinen skal være rigtig vin. Hvis man har et alkoholproblem, kan man blot lægge fingeren over bægeret, som tegn på, at man ikke ønsker vin eller stille det urørt fra sig på hylden under alterskranken.

I øvrigt er det med vinen som med brødet. Man får kun ganske lidt. Men i det lidt er det altså, at Vorherre giver os alt, sig selv, sin fred, sin kærlighed.

Uffe Lundin